Det handler om mine tipoldeforældre, Anne Helene og Paul, begge født i det sydlige Sønderjylland (Kiding og Søgårdsmark).
Paul blev indkaldt som forstærkningsmand i krigen 1864 efter at have været soldat nogle år forinden. Han deltog i kampene på Dybbøl i to måneder og to dage, da en prøjsisk granatsplint satte ham ud af spillet i Brohovedskansen tæt på Dybbølgade. Paul måtte gennemgå voldsomme lidelser, bl.a. ombord på en norsk damper, inden han døde på lazaret på et berømt dansk slot. Anne Helene skabte sig en ny tilværelse, men mødte sin skæbne i 1897 i form af en "skidt karl", der undveg fra arresten i Sønderborg.
Hun fik en endnu voldsommere død end Paul.
Foredraget fokuserer på to jævne sønderjyders stilfærdige liv, der imidlertid får en brat ende, da de - hver på sin måde - bliver midtpunkt i nogle dramatiske hændelser.
Den sandfærdige historie er fyldt med voldsomme, ja helt utrolige detaljer, så man spørger sig selv: "Kan det virkelig passe?".
Det kan det desværre.
I anledning af 100 året for Sønderjyllands genforening med Danmark, har jeg fra 2020 medtaget min morfar, Johan, der fra 1915 - som dansksindet sønderjyde - var tvunget med i krigen som tysk soldat. Johan deltog i krigen på både vest- og østfronten. Hans kæreste, Erna - min senere mormor - levede i evig angst for, at Johan - ligesom tusindvis andre - ville miste livet i en krig, der ikke var hans. Og under et fransk granatangreb var det rent held, at han overlevede. Det gjorde de to heste ikke, der var spændt for den vogn, hvor Johan fra Vilsbæk i Holbøll Sogn sad på bukken. Men han kom hjem igen - efter en tur til fods fra Kassel i det nordlige Hessen til Nordslesvig/Sønderjylland.
Er min egen, helt private hyldest til den sønderjyske dialekt.
Ved hjælp af humor - men også mere alvorligt - sætter jeg fokus på den dialekt, som før i tiden blev talt af rigtig mange mennesker mellem Kongeåen og Ejderen. Og heldigvis er vi stadig mange, der elsker "æ sproch".
Jeg læser småhistorier og fortæller vitser på sønnejysk - og sammen med deltagerne tager jeg en masse ord og udtryk under behandling. Min gamle kuffert er fyldt med alskens gode sager, f.eks. en aef, en kulle, en bos - og en knoch.
Jeg medbringer også sange, hvor teksterne er på sønderjysk - og banen er kridtet op til hyggelige diskussioner om, hvorfor mange ord hedder noget forskelligt, afhængig af, hvor i Sønderjylland, dialekten bruges.
Er du nervøs for at få latterkramper, er dette ikke noget for dig. Elsker du "æ sproch" ligesom jeg, så mød endelig op.
Få en god dialog om medier og journalistik før og nu - men hør ikke mindst om nogle af de personligheder, jeg mødte som avis- og radiojournalist i mere end 15.695 dage i Sønderjylland, København og Skagen: En stribe kongelige og politikere og kunstnere og sportsfolk - og "hr. og fru Danmark".
Hvordan kom jeg til at spise natmad hos Dirch Passer, hvorfor deltog jeg i Anker Jørgensen og fru Ingrids sølvbryllup, hvordan kom jeg på tomandshånd med tre mordere, hvorfor var jeg den eneste journalist, der fik lov til at interviewe Josephine Baker, hvorfor gav dronningen mig røde ører i Haderslev og hvorfor og hvorfor og hvorfor?
Hør om mange af de personligheder, jeg mødte i grænselandet - og hør, hvordan en viljestærk kone forhindrede, at jeg blev vidne til et drama i Stockholm. Samme kone kunne dog ikke forhindre, at jeg - i halvberuset tilstand - blev proppet i en flyvemaskine med kurs mod en lille ø i Irske Hav. Og hvor spændende er det at føle sig presset til at "slå en halv snes søfolk ihjel?"
Eksisterer begrebet "Den enes død - den andens brød?" For mig, ja. Jeg fortæller uden større problemer, hvordan jeg "tjente" 1600 kr. på at fortælle Danmark, at Jens Otto Krag var død i sit hus i Skiveren.
De kongelige er en "god historie".
Det har altid været min holdning som journalist. Og jeg har mødt mange kongelige - danske som udenlandske.
I Skagen var redaktøren med frue officielt indbudt, da regentparret og de unge prinser var på besøg i 1976. Jeg snakkede bl.a. med majestæten om, hvad en bladmand som jeg arbejdede med på toppen af Danmark.
Mange år senere gjorde majestæten mig - måske - en smule til grin i Haderslev Domkirke.
Prins Joachim pulsede på en smøg, da kollega Inger Bach og jeg interviewede ham til Danmarks Radio på Sønderborg Sergentskole i 1988. Udsendelsen skabte nærmest et ramaskrig i Danmark, fordi den 18-årige prins "tog bladet fra munden". Og jeg blev nok en smule rørt, da prinsen udtalte: "Det er en helt særlig glæde og udstråling, sønderjyderne viser den kongelige familie".
Jeg har også mødt en kejserlig person, der ikke var så kejserlig mere. Og så havde han en hulens masse navne.
Og mere om de kongelige: Kan man tillade sig at more sig over dem med blåt blod i årerne? Tja - døm selv, når du har hørt mine "Kongelige anekdoter" - eller "Det vidste du ikke om Ingrid og alle de andre kongelige", som jeg også kalder foredraget. Det var ikke spor svært at få mundene på gled på en stribe mennesker, som - nogle arbejdsmæssigt og nogle privat - har haft kontakt med de royale. De fleste bor - ligesom jeg selv - tæt på Gråsten, hvor flere af de kongelige har holdt til på slottet i generationer. Selvom de ansatte havde tavshedspligt, kan de godt - uden at bringe sig selv eller andre i forlegenhed - fortælle om sjove episoder. Og i løbet af de halvanden til to timer - mindre kan også gøre det - mit foredrag varer, bliver I ført ind bag slottets tykke mure. Flere af de kongelige demonstrerer med overbevisning, at de har humor - og på dét felt var prinsesse Benediktes afdøde mand, prins Richard, nok førende. Men - de kongelige var - og er - kun mennesker, hvis jeg må sige det. Og derfor kunne de godt have en dårlig dag ind imellem. Og det k u n n e Margrethes hunde også ind imellem. Det kan flere gardere og en slotsgartner skrive under på. Kronprinsen og prins Joachim går heller ikke "ram forbi" - og hvis de tvivler på, hvad jeg mener med det, kan de bare komme til foredrag. Det skal ikke koste dem kronen.
Når jeg i stille stunder lader tankerne gå tilbage til den dejlige tid ved DR i Aabenraa, vrimler det med ansigter på nogle af de mange, jeg mødte og lavede korte eller længere interviews med: kvinder og mænd - og børn fra det "gamle" Ribe Amt samt Sønderjylland og Sydslesvig. I min tid jagtede vi de historier, der ville interessere - og gerne glæde lytterne. Det var "sagen", personen det drejede sig om ene og alene. Intervieweren lavede hverken selfies med den prominente interviewpartner - eller sikrede sig hans/hendes autograf. Jeg tog helt til Hvidovre for at møde manden, der var dømt for at slå to koner ihjel - jeg smuttede op på Vardekanten for at møde den 90-årige kvinde, der var i gang med at kalke en stor gård og troede på det gode i mennesker - og jeg lavede "To generationer" med den bette fyr fra "De nattergale", Carsten Knudsen og hans mor fra Grinsted, Magny Knudsen. Og kun ved at bruge bestikkelse, fik jeg Asger Reher fra "Ørkenens sønner" og hans mor, Agnes, i studiet til optagelse. Sønderjyden, der engang gemte politikeren Aksel Larsen et hemmeligt sted på Christiansborg, lokkede jeg også hen til min båndoptager. Der er næsten ingen grænser for, hvem I møder i dette foredrag, fyldt med drama, sorg - og smil.